Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Kåre Bonde Olesen

Kokkedalsvej 51, Attrup
9460 Brovst

Velfærd for både dyr og mennesker

Der var engang, hvor vi arbejdede med konventionelle grise. Men jeg kunne ikke tåle den støvede luft i svinestalden, og derfor flyttede vi grisene på friland og lagde om til økologi. Det er velfærd for både mennesker og dyr.

I dag har vi 275 økologiske søer på friland, og hvert år sender vi cirka 5000 slagtesvin på slagteri. Samtidig sælger vi 1200 smågrise om året til andre landmænd, som feder dem op.

Vi går meget op i, at dyrene har det godt og arbejder hele tiden på at forbedre forholdene for dem. For eksempel har vi lavet nye hytter med soltag. Ganske vist har søerne et mudderbad og kan gå ind i hytten, når solen er for kraftig. Men vi syntes nu alligevel, at søerne manglede et køligt sted at ligge i skygge om sommeren. Derfor har vi på mange af so-hytterne nu fået monteret et lille soltag, som beskytter søerne mod solen.

Vi synes, det er vigtigt at vise, hvad økologisk landbrug er. Hvis man skal betale mere for økologisk grisekød, så har man også krav på at vide, hvad forskellen er.

Så kom ud og mød økologien. Vi satser på solskin søndag den 21. maj og håber på, at mange har lyst til at komme ud og opleve det økologiske griseliv hos os. Vi ses til Sofari!

Venlig hilsen

Familien Bonde Olesen

 

På Sofari hos familien Bonde Olesen kan du:

  • Få en guidet rundvisning på mark og i stald og opleve økologiske grise.
  • Deltage i ”grisejagt” for hele familien og blive klogerepå det økologiske griseliv.
  • Tage et familieportræt som grisefamilie
  • Lege i halmen i en grisehytte
  • Få Sofari-tatoveringer og ”pixi”bogen om Sone Sifka til børnene.
  • Til de voksne få Øko-grisens almanak: Opskrifter med økologisk grisekød året rundt.
  • Deltage i konkurrencen om en pakke økologisk kød til en værdi af 500 kr. Der trækkes en præmie på hver gård.