Bertrams Landbrug inviterer til Sofari i 2025

Griseliv på 1. klasse

Adresse: Hellumvej 60, 9740 Jerslev

Kom og besøg mine økologiske grise. Jeg har en besætning med 250 søer med en masse smågrise, som boltrer sig på markerne og nyder det gode økologiske griseliv.

Grisene bor i specielle grisehytter, som jeg selv har designet. De er lavet af genbrugsplast fra gamle ølkasser. I hver hytte er der plads til fire søer med deres smågrise. Her har søer og smågrise god plads og masser af halm. Uden for hytten har hver so sin egen græsfold, hvor hun i sommerhalvåret kan mudderbade.

Jeg er meget optaget af løbende at optimere min produktion og gøre den endnu bedre og mere bæredygtig. Næste skridt bliver bl.a., at mine maskiner og traktorer skal være el-drevne.

Når mine grise er syv uger gamle, sælger jeg dem videre. Efter at have besøgt mig, vil der være mulighed at se, hvordan nogle af mine smågrise fedes op til slagtevægt hos min nabo Hans Henrik Thomsen, der har grisene i mobile stalde.

Hvis du vil besøge begge steder, er det vigtigt, at du besøger mig først. Mine grise er små, og det er vigtigt, at vi tager hensyn til deres sundhed, da deres immunsystem endnu ikke er færdigudviklet. For at forebygge smitte mellem gårde, må man normalt ikke besøge to gårde lige efter hinanden. Men da Hans Henrik og jeg arbejder sammen, må I gerne besøge os begge, blot I husker at følge samme ”vej” som grisene: fra soholdet (mig) til slagtegriseholdet (Hans Henrik).

Kom ud og besøg mig til Sofari søndag d. 18. maj. Jeg glæder mig meget til at vise jer et griseliv på 1. klasse.

 

Venlig hilsen

Thomas Bertram