Se livet som økologisk gris

Kom og se mine økologiske grise til Sofari.

Adresse: Ringkøbingvej 2b, 7500 Holstebro

For mig er det vigtigt, at det kød, jeg spiser, har haft et godt liv. Den mulighed vil jeg også gerne give andre mennesker. Derfor har jeg økologiske grise.

Jeg vil rigtig gerne vise jer, hvordan mine økologiske grise lever, og derfor inviterer jeg jer alle til at komme ud og opleve det økologiske griseliv søndag den 22. maj 2022.

Jeg har 420 søer, som lever udenfor med deres smågrise. Når smågrisene er 7 uger gamle er de stærke og klar til komme væk fra soen og ind i en stald. Her har de god plads og mulighed for at komme ud i en åben løbegård under åben himmel. I sommerhalvåret får en del af smågrisene lov til at fortsætte med at bo på marken i hytter. Det trives de rigtig godt med.

For mig er økologi det gode håndværk. Jeg er stolt af at arbejde som økolog. Det giver mig en daglig arbejdsglæde. Jeg nyder også det vilde dyreliv, der er i og omkring de økologiske marker, hvor bl.a. viber, harer og agerhøns stortrives. På min ejendom har jeg fokus på øget biodiversitet. Derfor slår jeg bl.a. ikke rabatterne langs mine markveje, ligesom jeg lader knækkede grene og
andet kvas være. Det giver gode levesteder til flora og fauna, og det er dejligt at opleve naturen folde sig ud.

Jeg glæder mig til at se jer på Sofari søndag den 22. maj 2022 fra kl. 10 -14.

Venlig hilsen
Torben Langer og familie

 

På Sofari hos Torben Langer kan I bl.a:

  • få en rundvisning i både mark og stald og se hvordan soen, de små pattegrise og slagtesvinene bor.
  • få en snak med landmanden om den økologiske produktion.
  • deltage i ”Sofariquiz” for hele familien og blive klogere på det økologiske griseliv. Blandt de rigtige besvarelser trækker vi lod om pakke økologisk grisekød til en værdi af 500 kroner.
  • tage et familieportræt som grisefamilie.
  • lege i halmen i en grisehytte.
  • se soen med sine pattegrise inde i hytten.
  • til børnene er der Sofari-tatoveringer, pixibog om Adams grise og en plakat til børneværelset.
  • til de voksne er der Øko-grisens almanak – et opskriftshæfte med lækre opskrifter med økologisk grisekød

Der er mulighed for at tage madkurven med og nyde frokosten i vores have.
De lokale spejdere vil sørge for bålhygge med bl.a. snobrød.