Griseliv på 1. klasse
Kom og se mine økologiske grise til Sofari.
Adresse: Hellumvej 60, 9740 Jerslev
Kom og besøg mine økologiske grise. Jeg har en besætning med 250 søer med en masse smågrise, som boltrer sig på markerne og nyder det gode økologiske griseliv.
Grisene bor i specielle grisehytter, som jeg selv har designet. De er lavet af genbrugsplast fra gamle ølkasser. I hver hytte er der plads til fire søer med deres smågrise. Her har søer og smågrise god plads og masser af halm. Uden for hytten har hver so sin egen græsfold, hvor hun i sommerhalvåret kan mudderbade.
Jeg er meget optaget af løbende at optimere min produktion og gøre den endnu bedre og mere bæredygtig. Næste skridt bliver bl.a., at mine maskiner og traktorer skal være el-drevne.
Når mine grise er syv uger gamle, sælger jeg dem videre. Efter at have besøgt mig, vil der være mulighed at se, hvordan nogle af mine smågrise fedes op til slagtevægt hos min nabo Hans Henrik Thomsen, der har grisene i mobile stalde.
Hvis du vil besøge begge steder, der det vigtigt, at du besøger mig først. Mine grise er små, og det er vigtigt, at vi tager hensyn til deres sundhed, da deres immunsystem endnu ikke er færdigudviklet. For at forebygge smitte mellem gårde, må man normalt ikke besøge to gårde lige efter hinanden. Men da Hans Henrik og jeg arbejder sammen, må I gerne besøge os begge, blot I husker at følge samme ”vej” som grisene: fra soholdet (mig) til slagtegriseholdet (Hans Henrik).
Kom ud og besøg mig til Sofari. Jeg glæder mig meget til at vise jer et griseliv på 1. klasse.
Venlig hilsen
Thomas Bertram
På Sofari hos Thomas Bertram kan I bl.a.:
- Se hvordan de økologiske søer og smågrise lever.
- Opleve hvordan smågrisene løber omkring og nyder livet under åben himmel.
- Få indsigt i, hvad der særligt kendetegner den økologiske griseproduktion.
- Få en snak med mig om min måde at gøre tingene på.
- Deltage i grisequizzen og vinde økologisk grisekød til en værdi af 500 kroner.
- Til de mindste er der pixi-bog om Adams grise, plakat til børneværelset og tatoveringer.
- Til de voksne er der bl.a. Øko-grisens almanak – et opskriftshæfte med økologisk grisekød året rundt