Mød de glade grise

Kom og se vores økologiske grise.

Adresse: Fævejen 1, 4350 Ugerløse
Der arrangeres bustransport fra København - læs mere og tilmeld dig her

Vinfeldt Øko er en familiedrevet gård, drevet af mor og datter, Randi og Josefine. Vi har økologiske grise, fordi vi elsker at arbejde med dem. Det er en fornøjelse hver dag at komme ud til grisene og se dem spurte rundt og lege på marken, ligesom det om sommeren er herligt at se søerne nyde livet fra deres mudderhul. Det er efter vores mening indbegrebet af dyrevelfærd.

Vi har 40 søer, som bor med deres smågrise ude på markerne. Smågrisene går sammen med deres mor i cirka 10 uger, hvorefter en del af dem bliver solgt til andre landmænd, der feder dem op til de skal slagtes, mens vi også selv beholder nogle som slagtesvin. Du kan derfor opleve grise i alle aldre på gården. Dyrene lever et roligt liv - vi kender dem alle og de kender os.

Det er karakteristisk for den økologiske griseproduktion, at man forsøger at indrette produktionen efter grisenes behov - og ikke omvendt, sådan at vi får sunde og robuste dyr, der ikke er stressede. Det gør vi ved at give grisene god plads og mulighed for at udleve en stor del af deres naturlige adfærd.

Som forbruger kan det være svært at forstå forskellen på det økologiske og det konventionelt producerede grisekød. For i butikkerne ligner det jo hinanden. Den store forskel finder du i produktionsforholdene ude hos os landmænd.

Så kom ud og mød os til Sofari søndag den 22. maj fra kl 10-14.

Venlig hilsen
Vinfeldt Øko

 

På Sofari hos Vinfeldt Øko kan I bl.a.:

  • opleve hvordan de økologiske søer og smågrise nyder hinandens selskab.
  • opleve slagtegrise under åben himmel og med trynen i jorden.
  • få indsigt i, hvad der kendetegner den økologiske produktion.
  • blive klogere på grisen, når dyrlæge Kirstin Dahl-Pedersen, der forsker og underviser på KU, kommer og fortæller om, hvad grisen er for et dyr.
  • deltage i grisequizzen og vinde økologisk grisekød til en værdi af 500 kroner.
  • medbringe din madpakke og nyde den på græsset.
  • til de mindste er der pixi-bogen Adams grise, plakat til børneværelset og tatoveringer.
  • til de voksne er der bl.a. Øko-grisens almanak – et opskriftshæfte med økologisk grisekød året rundt.
  • få smagsprøver, når en kok demonstrerer, hvordan man kan bruge de udskæringer fra grisen, som ikke er så almindelige.
  • købe grillpølser lavet af kød fra gårdens grise.
  • grille pølser over bål, samt købe kaffe og kage.