Øko-griseliv med fokus på dyrevelfærd og faglig stolthed

Kom og se vores økologiske grise.

Adresse: Træhedevej 9, 6500 Vojens

Besøg Solbakken Økologi, når vi åbner gården til Sofari. Her kan du opleve det økologiske griseliv – lige fra søer med nyfødte pattegrise til slagtegrise med udendørs welness-kummer.

På Solbakken Økologi har vi 380 søer og producerer cirka 10.000 slagtegrise om året. Derudover driver vi 450 hektar med økologisk planteavl.

Alle vores grise produceres til det amerikanske marked, hvor de har ekstra strenge regler for produktion af økologiske grise.

På gården er vi 10 mand ansat, som hver dag arbejder for at gøre det bedste for grisene. Vi går gerne et ekstra skridt for grisen og dermed for dyrevelfærden, som er i top. Vi vil gerne være blandt Danmarks bedste til at producere økologiske grise, og vores anstrengelser for at skabe gode rammer for grisene kan aflæses i vores produktionsresultater.

Vi synes alle, det er enormt fedt at arbejde med økologiske grise og give dem de bedst mulige livsbetingelser gennem de skiftende årstider. Og vi forsøger altid at være en dag foran med de mange ting, der skal gøres. Det er godt givet ud for grisene og for os.

På Sofari på Solbakken Økologi kan du opleve hele det økologiske griseliv, fra den lille pattegris ser dagens lys, til grisen er klar til slagtning.

Vi glæder os til at vise dig vores økologiske grise.

Venlig hilsen
Thorbjørn Sørensen, Solbakken Økologi

 

På sofari hos Solbakken Økologi kan I bl.a.:

  • se hvordan de økologiske grise lever fra pattegris til slagtegris.
  • få indsigt i den økologiske griseproduktions særkender.
  • få en snak med de ansatte på gården om deres arbejde.
  • se et udvalg af gårdens landbrugsmaskiner.
  • få smagsprøver og købe pølser lavet af gris fra gården.
  • deltage i Sofari-quizzen og vinde økologisk grisekød til en værdi af 500 kroner.
  • til de mindste er der pixibog, plakat til børneværelset og Sofari-tatoveringer.
  • til de voksne er der bl.a. Øko-grisens almanak – et opskriftshæfte med økologisk grisekød året rundt.

Følg os på Facebook.