Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Pressemeddelelse 27. maj 2018

Danskerne så på økogrise på Sofari

Hvordan lever de økologiske grise? Det fik 7500 danskere svaret på, da de brugte søndagen på at tage en tur på landet for at besøge en økologisk landmand.

PRESSEMEDDELELSE – 27. Maj 2018

To ud af tre danskere mener, det er vigtigt, at landmændene har åbne døre og inviterer forbrugerne ind for at se, hvordan fødevareproduktionen foregår. Det viser en ny undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer.

Og det er netop, hvad 15 økologiske griseproducenter har gjort i dag. De har holdt åbent hus til det såkaldte Sofari. Her kunne børn og voksne på nærmeste hold se, hvordan de økologiske grise lever, få en snak med landmanden og på de fleste gårde var der også mulighed for at smage på grisen.

Det tilbud valgte 7500 danskere at tage imod. Det glæder Randi Vinfeldt, formand for foreningen FØKS, der arrangerer Sofari.

-Det er rigtig dejligt, at mange mennesker vælger at bruge en sommerdag på at tage en tur på landet for at se, hvordan vi producerer det økologiske grisekød. Det er en stor fornøjelse at opleve gæsternes begejstring over at se, hvordan de økologiske grise lever, siger Randi Vinfeldt.

Den nye undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer viser da også, at to ud af tre danskere har interesse at besøge et landbrug. Knap halvdelen har allerede været på gårdbesøg inden for de senere år, og 18 procent svarer, at selvom de ikke har været afsted, så vil de gerne i fremtiden.

En af dem som havde benyttet muligheden for at komme en tur på landet var familien Riccio fra Regstrup lidt uden for Holbæk. Med på tur havde de sønnen Marcus på tre år.

-Vi er taget afsted, fordi vi synes, det er vigtigt at vise vores søn, hvor maden kommer fra. Det er ikke nok, at Marcus kender det fra billedbøgerne. Han skal opleve det i virkeligheden. For desværre er det sådan i dag, at mange børn er fremmedgjorte over, hvor maden kommer fra. De tror, det kommer fra supermarkedet, fortæller Ea Riccio.

I det sydlige Jylland var Mogens Bradley Andersen fra Hovborg sammen med sin hustru Courtney også taget på Sofari.

-Jeg synes, det er en rigtig god anledning til at komme ud i naturen og opleve, hvordan de økologiske grise lever. Man bliver glad indeni, når man ser smågrisene løbe rundt ude på markerne og være badet i mudder, siger han og griner. 

Han synes, det er vigtigt, at forbrugerne kommer ud og oplever hvor maden kommer fra, så man måske overvejer lidt nærmere, hvad man kommer i indkøbskurven. Det gør parret fra Hovborg som regel.

Fakta om Sofari:
Sofari er en søndag, hvor alle kan få lov at opleve det økologiske griseliv og få mere viden om, hvad der kendetegner økologisk griseproduktion.

Foreningen for Fremme af Økologisk Kvalitets Svinekød (FØKS) – en sammenslutning af økologiske svineproducenter - arrangerer dagen i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening, Friland A/S, Tican og Organic Pork A/S.

Omtrent 7500 besøgte i år Sofari. Tallet er et estimat, der er skabt ved de sammentællinger værterne selv har lavet på de enkelte gårde.

LÆS MERE om Sofari på www.sofari.dk

For mere information: 
Hanne Børsch, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, tlf: 33394033, mail: 
hab@lf.dk 
Mille Christensen, pressekonsulent i Landbrug & Fødevarer, tlf: 6170 2047 , mail: 
mic@lf.dk