Bertrams Landbrug inviterer til Sofari i 2025

Griseliv på 1. klasse

Adresse: Hellumvej 60, 9740 Jerslev

Kom og besøg mine økologiske grise. Jeg har en besætning med 260 søer med en masse smågrise, som boltrer sig på markerne og nyder det gode, økologiske griseliv.

Grisene bor i specielle grisehytter, som jeg selv har designet. De er lavet af genbrugsplast fra gamle ølkasser. I hver hytte er der plads til fire søer med deres smågrise. Her har søer og smågrise god plads og masser af halm. Uden for hytten har hver so sin egen græsfold, hvor hun i sommerhalvåret kan mudderbade.

Jeg er meget optaget af løbende at optimere min produktion og gøre den endnu bedre og mere bæredygtig.

Det sidste nye er, at jeg laver smågrise til 30 kg i gamle lastbilanhængere. De fungerer som mobile stalde, der kan flyttes rundt på markerne. Om vi er helt færdige med konceptet, når I kommer på besøg, vil tiden vise. Næste skridt på den grønne rejse bliver bl.a., at mine maskiner og traktorer skal være el-drevne.

Kom ud og besøg mig til Sofari. Jeg glæder mig meget til at vise jer et griseliv på 1. klasse.

Venlig hilsen

Thomas Bertram

 

På Sofari hos Thomas Bertram kan I bl.a.:

·       se hvordan de økologiske søer og smågrise lever.

·       opleve hvordan smågrisene løber omkring og nyder livet under åben himmel.

·       se en lastbilanhænger indrettet som sovesal til smågrise. 

·       se gamle ølkasser bygget om til trygge hytter til soen og hendes smågrise

·       få indsigt i, hvad der særligt kendetegner den økologiske griseproduktion.

·       få en snak med mig om min måde at gøre tingene på.

·       deltage i grisequizzen og vinde økologisk grisekød til en værdi af 600 kroner.

 

Til de mindste er der en pixi-bog om Adams grise, en plakat til børneværelset og tatoveringer.

Til de voksne er der bl.a. Øko-grisens almanak – et opskriftshæfte med økologisk grisekød året rundt.