Økologiske grise med fokus på bæredygtighed
Adresse: Trapsandevej 17, Sjørring, 7700 Thisted
Jeg driver et økologisk landbrug med 450 søer ved Sjørring i Thisted. Efter 27 år som konventionel griseproducent træf jeg i 2016 en beslutning om at lægge om til økologi. En beslutning, der gør mit arbejde med grisene lidt mere udfordrende, men som samtidig er det hele værd.
Jeg går meget op i bæredygtighed. Derfor producerer vi selv 80 pct. af vores foder til grisene. Det er både ærter, lupiner, og hestebønner som proteinfoder samt havre, rug, hvede og byg. På den både er jeg næsten selvforsynende med foder, og jeg har reduceret mængden af importeret soja betydeligt til gavn for klima og bæredygtighed.
Mit næste projekt på vej mod øget bæredygtighed er at plante frugttræer på nogle af mine marker. Træerne vil øge biodiversiteten samtidig med, at CO2 fra atmosfæren lagres. Som bonus får grisene lov at æde nedfaldsfrugterne, og gårdens gæster vil i fremtiden kunne plukke frugt med hjem.
Kom og oplev det økologiske griseliv og se, hvordan jeg forsøger at gøre mit landbrug mere bæredygtigt, søndag d. 21. maj kl. 10-14
Jeg og mine medarbejdere glæder os til at se jer.
Venlig hilsen
Lasse Korsgaard
På Sofari hos Lasse Korsgaard kan I bl.a.:
• Få en rundvisning og se, hvordan de økologiske grise lever på marken.
• Få en tur i vogn og opleve grisene derfra.
• Deltage i grise-derby.
• Tage et familieportræt som grisefamilie.
• Tumle i halmlegeland.
• Deltage i quiz for hele familien og blive klogere på det økologiske griseliv. Blandt de rigtige besvarelser trækker vi lod om en pakke økologisk grisekød til en værdi af 500 kroner.
• Til de mindste er der pixi-bogen Adams grise, plakat og tatoveringer.
• Til de voksne er der Øko-grisens almanak – et opskriftshæfte med lækre opskrifter med økologisk grisekød.
• Kom og smag på øko-grisen. Vi sælger også økologisk øl, sodavand og is. Alt sammen til fornuftige priser